– Bekymret for Islands framtid

Hvorfor befinder Island sig i dag i en langt værre situation end andre nationer? Hvorfor bliver andre landes tålmodighed med os mindre og mindre? Hvorfor har de ledende politikere i de sidste årtier altid haft så stor modvilje over for samarbejde med andre lande? Medmindre det drejer sig om noget, der er til fordel for Island og uden forpligtelser over for andre.

Islandske politikeres tankegang og isolationisme bygger på en forestilling om, at vi er noget helt specielt, og at andre nationer skal tage hensyn til det. Nu står det helt klart, at vi ikke kommer længere med den holdning. Nu kræver nabolander , at vi overholder vores internationale forpligtelser og gør i øvrigt opmærksom på, at Island er skyld i et tab for andre lande på 6 milliarder islandske kroner.

Det er den islandske regerings og dens tilsynsorganers skyld, at det gik, som det gik. Man tog et skarpt sving til højre og drog på udflugt i liberalismens land med det islandske erhvervsliv. De islandske vælgere godkendte det ved at genvælge disse ledere flere gange. Nu står følgerne klart. Korruptionen er vokset enormt i ly af den regeringspolitik, der er blevet ført her. Privatiseringen har ændret de politiske partiers og de enkelte altingsmedlemmers arbejde.

Vi står nu over for, at undersøgelseskommissionens redegørelse inden længe vil blive offentliggjort. Redegørelsens forfattere har givet udtryk for, at den vil afsløre meget alvorlige forsømmelser hos nogle nuværende og forhenværende politikere. Redegørelsen bliver en fordømmelse af metoder og handlemåder hos ledere her i landet – en bekræftelse af det, som vores udenlandske venner har gjort os opmærksomme på: at den situation, som Island og dets befolkning nu står i, er vi islændinges egen skyld.

Alle sagkyndige i erhvervslivet har påpeget, at Island nu er på bristepunktet. Skal landet synke dybere og lægge sig i økonomiske lænker endnu længere, eller skal Island målbevidst tage fat og påbegynde en opstigning? Betingelsen for, at det kan ske, er en moralsk genrejsning, og det islandske folk er ganske enkelt tvunget til at udskifte sine ledere og tvinge landets politikere til at indføre nye adfærdsmønstre og holdninger. Den islandske stat er rystet i sin grundvold. Islændinge må begynde at tænke sammen, som en helhed. I løbet af de seneste dage er det blevet stadig mere tydeligt, hvor stor skade man har forvoldt det islandske samfund ved at forhindre Icesave-sagen i at blive afsluttet. Oppositionen har udelukkende arbejdet på at skabe kaos. Det eneste, den har opnået, er, at der er skabt urealistiske forventninger blandt befolkningen.

Reallønnen er i dag faldet med 25 prosent. Arbejdstid har faldet og i fölge af det har bruttolönner faldet gjennemsnittig om 10 prosent. Livsvilkårene er i dag nogenlunde de samme som i 2003. Cirka 9-10 000 er arbejdsløse, og tallet vil stige i de kommende måneder og når sandsynligvis op på 15.000, eller op til 12-15 prosent som er heldigvis ukendt rekkord på den lille arbejdsmarked i landet. El-Forbundets medlemmer står bedre end andre, med ca. 4prosent arbejdslöse. Störste årsagen er ca. 1 prosent af El-folk har rejst fra landet, samt omkring samme störelse har gået fra El-arbejdsmarkedet i skolerne. Ved årskiptet 2007/8 var gjennensnittig daglön lignende mellem Islandsk elektrikker og Dansk. I den tid var 1 Dkr = 11 Íkr. I dag er 1 Dkr. = 23 Íkr. Den islandske elektrikker for samme Íkronetal udbetalt nu.

Økonomisk vækst er den eneste udvej i den situation, Island nu befinder sig i. Hvis det kan lykkes at opnå en årlig økonomisk vækst på 2 prosent indtil 2020, vil livsvilkårene til den tid være de samme som i 2008. Men arbejdsløsheden vil stadig være af tilsvarende størrelse som nu, og den sociale velfærd vil være kraftigt svækket.

Hvis den økonomiske vækst er på 3,5 prosent om året indtil 2020, vil livsvilkårene være nogenlunde de samme som i 2008, men samtidig vil arbejdsløsheden være cirka halvt så stor som i dag (dvs. 5 prosent), hvilket stadig er betydeligt ringere end i 2008, og den sociale velfærd vil ligge på det samme niveau som i dag. Det kræver en økonomisk vækst på 5 prosent indtil 2020 at slippe af med arbejdsløsheden, skabe bedre livsvilkår og få den sociale velfærd ud af den nedgang, der har hersket de seneste to år. Hvis man havde fået afsluttet Icesave i foråret 2009, havde vi kun haft behov for en økonomisk vækst på 3,5 prosent i stedet for 5 prosent for at opnå acceptable forhold i 2020. Flere arbejdspladser er den eneste mulighed for at opnå større økonomisk vækst. Vi skal have skabt ca. 30.000 nye job i de kommende år. Hvis det skal lykkes, skal erhvervslivet have adgang til tilstrækkelig lånekapital på acceptable betingelser.

Vi kan ikke komme udenom at skulle udskifte vores valuta, hvis vi vil skabe stabile forhold og nedbringe renten kraftigt. Hvis det skal lykkes, må vi skabe øget tillid til det islandske samfund og ikke mindst til os selv. Politikerne har isoleret sig. Demagoger er faste gæster i nyhederne, hvor de lover mirakelløsninger uden dækning. Man lovpriser demagogerne, og respekten for lov og orden er nede på et niveau, hvor det, der ikke er forbudt, bliver ført ud i livet. Politikerne er optaget af øjeblikket og af at forsvare egne snævre interesser i deres partipolitiske kasser. Kun en fælles indsats ud fra helhedens interesser kan bringe os videre opad.

Hvordan i alverden skal Island formå at opbygge en troværdighed med den islandske krone og de samme politikere? Der skal skabes 20 000 nye job her i landet i løbet af de næste fire år, hvis det skal lykkes at bringe arbejdsløsheden ned under 5 prosent. Det kræver en økonomisk vækst på 4-5 prosent. Det er en økonomisk vækst svarende til den, vi oplevede under den seneste økonomiske ekspansionsperiode – og den havde i øvrigt ikke alt for behagelige følger.

Gudmundur Gunnarsson
Ordförende Islandsk El-forbund
(Gunnarsson har fått hjelp til den danske oversettelsen)